Midt i naturskønne omgivelser finder man Hald Ege Hallen. Midt i mellem gamle, krogede egetræer, den gamle banestrækning fra Viborg til Herning og Hald Ege Skole finder man den selvejende institution – Hald Ege Hallen, Birgittelystvej 2, 8800 Viborg.

Hallen er opført i 1986, som et resultat af et tæt samarbejde mellem alle foreninger i Hald Ege skoledistrikt og daværende Almind skoledistrikt. Hallen blev, i sin fulde størrelse, en realitet da borgerne i distriktet økonomisk bakkede op og samlede mere end kr. 1 mio. ind til projektet.

I vedtægterne står der opført at repræsentantskabet fra hallens start bestod af flg. foreninger: Ravnstrup KFUM’s Idrætsforening, Ravnsbjerg Idrætsforeing, Almind/Birgittelyst Idrætsforening, Almind Borgerforening, Dollerup Beboerforening, Finderup Borgerforening, Grundejerforeningen Birgittelyst, Hald Ege – Nonbo – Bækkelund Grundejerforening, Lysgaard Borgerforening, Ravnstrup Borgerforening, Ravnstrup KFUM og K’s Hovedafdeling, Støtteforeningen for Almind/Birgittelyst Idrætsforening, Hald Ege Ungdomsklub, Ravnstrup KFUM’s Idrætsforenings Venner og Ravnsbjergs Venner. Derudover var 2 medlemmer valgt af Viborg Kommune.

Dengang som i dag danner hallen centrum for et aktivt forenings- og idrætsliv. Hallen benyttes i dagtimerne af skolens ca. 700 elever og når de sidste skoleelever har forladt hallen, tager idrætsforeningerne over. Lyset i hallen slukkes typisk først ved 23.30 tiden.

Hald Ege Hallen rummer udover selve idrætshallen en minihal, som aflaster den store efterspørgsel, der er på hal-timer. Herudover udlejes den ofte til arrangementer af forskellig karakter.

I den ene af de to indgangsfløje finder man hallens fire omklædningsrum, dommeromklædning samt handicapvenligt toilet. I den anden fløj finder man hallens cafeteria. Selve kiosken/udsalget drives af halinspektøren, og der er altid mulighed for at købe noget koldt at drikke eller en god kop kaffe.

I hallen dyrkes der mange former for idræt – heraf kan bl.a. nævnes: håndbold, fodbold, badminton, Kørestolsrugby, bordtennis, gymnastik, Zumba, dans, leg for de mindste og en lang række arrangementer og stævner.

Hald Ege Hallen daglige ledelse og drift varetages af halinspektøren, som udover at forestå koordinering, aflåsning, rengøring osv. også er hallens ansigt udadtil.

Hald Ege Hallens bestyrelse er valgt af repræsentantskabet og består af 5 medlemmer: formand, næstformand, kasserer, sekretær og bygningsansvarlig. Bestyrelsens opgave er at lede og administrere hallens drift og vedligeholdelse iht. vedtægterne. Herunder økonomi og kontakt til Viborg Kommune.

Bestyrelsen har siden år 2000 arbejdet for opførsel af endnu en idrætshal, da området er udbygget voldsomt og dermed er efterspørgslen efter haltimer større end det kan efterkommes.